Albani fonden giver støtte til nyt bæredygtigt projekt, der hjælper flygtninge til en bedre fremtid i Danmark eller i hjemlandet.

Projektet Bag It Upcycling – der upcycler brugte tekstiler – har fået støtte af Albani fonden til indkøb af otte industrisymaskiner. Projektet har tidligere været nødsaget til at benytte private eller låne symaskiner, men med støtten kan de nu hjælpe endnu flere flygtninge til en mere indholdsrig tilværelse.

– Fokus i projektet er todelt. Først og fremmest er det med til at give flygtninge evner, som de kan bruge både i Danmark og i deres hjemland. Samtidigt får de også et netværk og en større livskvalitet, hvilket er vigtigt for deres hverdag. Den anden del er bæredygtigheden. Vi laver nye produkter af genbrugstekstiler, som på sigt kan erstatte brugen af for eksempel plastikposer, fortæller projektleder Helle Søndergaard.

Albanifonden 3

Tekstilerne får de blandt andet fra Røde Kors, og den lokale designer Rikke Baunbæk hjælper til med design, sy know-how, og hun lægger også lokaler til salget af de færdige, upcyclede produkter. Indtil videre drejer det sig om bæredygtige muleposer, der kan købes i Spinderihallerne. Men på sigt vil projektet udvide sortimentet.

De håndværksmæssige evner står ikke alene. Flygtningene snakker også mere dansk, og de får et socialt fællesskab, hvilket tilsammen ruster dem til en bedre integration og fremtid.

 

Rikke Baunbæks modtog på vegne af Integrations-Portalen checken fra Albani Fonden.