16-årige Maysam Hariri går i 9. klasse. I flere måneder jagtede hun et fritidsjob hos en butik i Tørring eller Vejle. Men på trods af utallige afleverede ansøgninger lykkedes det ikke, indtil den dag hun mødte projekt Knæk Koden på Vejle Privatskole.

Knæk Koden matchede Maysam Hariri med et fritidsjob hos BITTE – Sko med mere i Tørring, og det match har såvel den unge skolepige som indehaver Diana Hansen nu i godt et halvt år haft stor glæde af.

– Jeg har fået det vildeste fritidsjob. Det sjoveste er at ekspedere og hjælpe kunderne, og det gør mig både glad og stolt, når jeg sælger et par sko. Det giver en god følelse i maven at gøre en forskel og blive anerkendt for det arbejde, jeg gør. Det er Diana god til, fortæller Maysam Hariri med et taknemmeligt smil.

Det er altid den yngste der støvsuger

Når Maysam Hariri ikke har travlt med at ekspedere kunder, tørre hun hylder af, pakker varer ud og sætter dem på plads, ligesom det naturligvis altid er den yngstes opgave at støvsuge i butikken.

– Maysam går til alle opgaver med et smil og stor ihærdighed. Hun er meget pligtopfyldende og møder altid til tiden. Vi er en mindre butik med få ansatte. Derfor er det vigtigt, at alle tager ansvar og giver en hånd med, hvor det er nødvendigt. Her skuffer Maysam aldrig. Hun knokler virkelig på, fortæller Diana Hansen, der allerede til jobsamtalen så det store potentiale, Maysam Hariri indeholder.

– I BITTE er vi specialiserede i finde de rigtige sko til følsomme fødder og til de, der bruger indlæg, og jeg var i gang med at ekspedere en ældre kvinde, da Maysam skulle til jobsamtale. Maysam ventede vel tålmodigt i 45 minutter, hvor hun kiggede på, hvordan jeg gjorde.

– Da jeg bad hende finde et indlæg til kunden, tog hun det som det mest naturlige i verden, at hun også skulle hjælpe kvinden med at tage skoen af, lægge indlægget i og give kunden skoen på igen og binde snørebåndene. Jeg må indrømme, at jeg var imponeret og i mit hoved var Maysam allerede ansat der, husker Diana Hansen om episoden, der naturligvis resulterede i, at Maysam Hariri fik solgt sit første par sko.

Glimt fra en arbejdsdag

Fritidsjob giver Maysam selvtillid

Maysam Hariri arbejder typisk fredag og lørdag, hvor der er mest travlt i butikken, og den unge skolepige glæder sig over, at hun har fundet et fritidsjob, der både er sjovt, lærerigt og som hun tjener penge på.

– Jeg kedede mig lidt i fritiden og manglede noget fornuftigt at tage mig til. Med mit fritidsjob hos Diana i BITTE – Sko med mere tjener jeg mine egne penge. Det er fedt. Jeg bruger dem på cafébesøg med vennerne, og så skal nogle af dem også gå til et fitnessabonnement, fortæller Maysam Hariri, der hurtigt fandt sig til rette i fritidsjobbet.

– I starten var jeg lidt genert og utryg ved, om jeg kunne finde ud af alle numrene på skotøjsæskerne. Men det lærte jeg hurtigt. Jeg tør i dag også tale højere og møde kunderne med et smil, når de træder ind ad døren. Diana har virkelig været med til at give mig selvtillid og gå-på-mod, og det betyder meget, at hun er god til at anerkende mit arbejde og rose mig, når jeg for eksempel overrasker hende ved at gøre hele kontoret rent, uden at hun har bedt om det, siger Maysam Hariri, inden hun kaster sig over ekspeditionen af en børnefamilie, der er på jagt efter sko til familiens yngste medlemmer.

Bliv klogere på projektet Knæk koden

I en tid hvor danske virksomheder søger nye medarbejdere som aldrig før, er der arbejdskraft, vi overser. Projektet Knæk koden vil gøre vejen til arbejdskraft lettere for virksomhederne og hjælpe unge, der mangler rollemodeller og netværk, med at få et fritidsjob og finde fodfæste på arbejdsmarkedet. De unge udgør en uudnyttet ressource, og arbejdsgiverne kan frigive tid til andre vigtige opgaver ved at uddelegere simplere opgaver til unge fritidsjobbere.

Den A.P. Møllerske Støttefond støtter projektet med 4,2 mio. kr.