Havde Ismael Ates været fastholdt i en integrationsproces som krævede specifikke faglige- og sproglige kompetencer før han ville være vurderet som jobparat, havde hans selvforsørgelses- og integrationsproces sikkert haft lange udsigter. Han talte ikke dansk – og han havde ikke forstand på guldsmedbranchen, da han startede. Alligevel fik hans vilje og engagement projektet til at lykkedes, og han overvandt den modstand, han stødte på i starten, hvor han blandt andet oplevede, at konkurrenter ikke troede hans guld var ægte, og hvor velprofilerede designere ikke ønskede samarbejde.
Ismael kom til Danmark i 2000 fra Tyrkiet. I 2005 åbnede han butik i Vestergade i Vejle – efter 3 år i 2008 flyttede han til gågaden. I dag har han 3 butikker og en 4. som en tidligere medarbejder ejer.
Han havde svært ved at finde job, og som så mange andre kom han i praktik i flere omgange bl.a. som pædagogmedhjælper og på pizzeria. Tilsyneladende kunne ingen bruge hans evner, men på trods af manglende branchekendskab og sprog lykkedes det alligevel ved at gå iværksættervejen.
Ismael havde lyst til at starte for sig selv, så han lejede et lokale i Vestergade i Vejle og købte noget sølv. Guld havde han ikke råd til – og begyndte at handle med smykker med et lille varelager. Inspiration til at starte selvstændig som guldsmed havde han tilfældigt fået på en flyrejse til Istanbul.
Rådgivning og sparring
Han begyndte småt, og sørgede for at få rådgivning og sparring – og det gik godt. I løbet af 3 år kunne han fejre den første succes ved at flytte sin butik til gågaden. Her udvidede han sortimentet til at omfatte guld, og kontaktede også flere danske designere med ønsket om at føre deres produkter. De pågældende designere var dog ikke interesserede.
Det går fortsat godt for Ismael, og han ansætter en medarbejder. I den kommende tid konsoliderer Ismael sin butik, og nu er det designerne, der henvender sig til ham.
Ismael inspirerer andre til iværksætteri
Efter to år er Ismaels kvindelige ansatte blevet så inspireret af succesen, at hun beslutter sig for at starte for sig selv, og åbner en smykkeforretning i Fredericia. I samme tidsrum har Ismael fået en partner i Kolding. Ismael køber en guldsmedebutik i Kolding og Billund, hvor han ansætter medarbejdere. I dag er han partner med lederen af forretningen i Kolding.
Søsteren til Ismaels tidligere ansatte bliver også inspireret og lejer et lokale, hvor hun åbner en skobutik. Ismaels oprindelige lokale i Vestergade, blev, da han flyttede, overtaget af en frisør. Frisøren havde fem praktikanter efter hinanden – alle i perioder på tre måneder. Alle praktikanterne er frisører fra deres hjemland, og alle får på de tre måneder nok praktisk kendskab til, hvordan man driver frisørforretning i Danmark til bagefter at starte for sig selv. Alle fem åbner efterfølgende frisørsaloner i omkringliggende byer.